Septuaginta Version

Du hjælpe med at støtte mission Nye Advent og få det fulde indhold på denne hjemmeside som en øjeblikkelig download. Inkluderer den katolske encyklopædi, kirkefædre, Summa, Bibel og mere – alle for kun $ 19.99…

den første oversættelse af det hebraiske Gamle Testamente, lavet til populær græsk før den kristne æra. Denne artikel vil behandle af:

I. Dens Betydning;
II. Dens Oprindelse:

• A. i Henhold til traditionen;
• B., I henhold til den almindeligt accepterede opfattelse;

III. dens efterfølgende historie, recensions, manuskripter og udgaver;
IV. dens kritiske værdi; sprog.,

Historiske betydning af Septuaginta

betydningen af Septuaginta-Udgave er vist ved følgende overvejelser:

(1) Septuaginta er den ældste oversættelse af det Gamle Testamente og dermed er af uvurderlig betydning, at kritikere for at forstå og korrigere de hebraiske tekst (Massorah), den sidstnævnte, sådan som det er kommet ned til os, er den tekst, der er etableret af Massoretes i det sjette århundrede A. D., Mange tekstmæssige fordærv, tilføjelser, udeladelser eller gennemførelser skal have sneget sig ind i den hebraiske tekst, mellem tredje og anden århundreder B. C. og sjette og syvende århundrede af vor tidsregning; det manuskripter derfor, som de Halvfjerds havde til deres rådighed, kan der på steder, har været bedre end den Massoretic manuskripter.,

(2) Septuaginta-versionen, der først blev accepteret af de Ale .andrinske Jøder, og derefter af alle de græsktalende lande, hjalp med at sprede Messias ‘ id.og forventning blandt hedningerne og introducere den teologiske terminologi, der gjorde den til et mest passende instrument til udbredelse af Kristi evangelium.

(3) Jøderne gjorde brug af det længe før den kristne æra, og i Kristi tid blev det anerkendt som en legitim tekst, og blev ansat i Palæstina selv af rabbinerne., Apostlene og evangelisterne udnyttede det også og lånte citater fra Det Gamle Testamente fra det, især med hensyn til profetierne. Fædrene og de andre kirkelige forfattere i den tidlige kirke trak på det, enten direkte, som i tilfældet med de græske Fædre, eller indirekte, ligesom de latinske Fædre og forfattere og andre, der beskæftigede Latin, Syrisk, Etiopiske, arabiske og gotiske versioner. Det blev holdt højt af alle, nogle troede endda, at det inspirerede. Derfor hjælper en viden om Septuaginta til en perfekt forståelse af disse litteraturer., Latinske Versioner, der bruges i den vestlige kirke var lavet af det; de tidligste oversættelse, der er vedtaget i den latinske Kirke, Vetus Itala, der var direkte fra Septuaginta: de betydninger, der er vedtaget i det, de græske navne og ord, der er ansat (såsom: første Mosebog, anden Mosebog, tredje Mosebog, Tal , femte Mosebog), og endelig, at den udtale, der gives til den hebraiske tekst, er gået meget ofte i Itala, og fra det, på gange, i Vulgata, som ikke sjældent giver tegn på påvirkning af Vetus Itala; dette er så specielt i Salmernes bog, Vulgata-oversættelse, der kun Vetus Itala berigtiget ved St., Jerome ifølge he .aplar-teksten i Septuaginta.

Septuagintens Oprindelse

ifølge traditionen

Septuaginta-versionen nævnes først i et brev fra Aristeas til sin bror Philocrates. Her, i substansen, er det, vi læser om versionens Oprindelse. Ptolemæus II Philadelphus, Konge af Egypten (287-47 F.KR.) havde for nylig etableret et værdifuldt bibliotek i Alexandria. Han blev overtalt af Demetrius fra Phalarus, overbibliotekar, til at berige den med en kopi af jødernes hellige bøger., For at vinde dette folks gode nåde frigjorde Ptolemæus efter råd fra Aristeas, en officer i den kongelige vagt, en egypter ved fødsel og en hedensk ved religion 100.000 slaver i forskellige dele af hans rige. Derefter sendte han delegerede, blandt dem Aristeas, til Jerusalem for at bede Eleaarar, Den jødiske ypperstepræst, om at give ham en kopi af loven og jøder, der var i stand til at oversætte den til græsk. Ambassaden var vellykket: en rigt ornamenteret kopi af loven blev sendt til ham, og tooghalvfjerds Israelitter, seks fra hver stamme, blev deputeret for at rejse til Egypten og udføre Kongens ønske., De blev modtaget med stor ære og i løbet af syv dage forbløffet alle over den visdom, de viste ved at besvare tooghalvfjerds spørgsmål, som de blev stillet; derefter blev de ført ind på den ensomme ø Pharos, hvor de begyndte deres arbejde, oversatte loven, hjalp hinanden og sammenlignede oversættelser i forhold til hinanden, da de afsluttede dem. I slutningen af tooghalvfjerds dage blev deres arbejde afsluttet, oversættelsen blev læst i nærværelse af de jødiske præster, Fyrster og folk samlet i Ale .andria, som alle anerkendte og roste dens perfekte overensstemmelse med den hebraiske original., Kongen var meget tilfreds med arbejdet og havde det placeret i biblioteket.

på Trods af sin legendariske karakter, Aristeas’ konto vundet tiltro; Aristobulus (170-50 B. C.), i en passage, bevaret af Eusebius, siger, at “gennem indsatsen af Æsops Phalerus en komplet oversættelse af den Jødiske lovgivning, der blev gennemført i de dage af Ptolemæus”; Aristeas ‘ s historie gentages næsten ordret af Flavius Josephus (Ant. Jud., XII, ii) og væsentligt, med udeladelse af Aristeas’ navn, som Philo af Alexandria (De vita Moysis, II, vii)., det brev, og historien blev accepteret som ægte af mange Fædre og kirkelige forfattere indtil begyndelsen af det sekstende århundrede; andre detaljer, der tjener til at understrege den ekstraordinære oprindelse version blev tilføjet til Aristeas ‘s konto” De halvfjerds-to tolke blev inspireret af Gud (Tertullian, St., Augustine, den forfatter af “Cohortatio ad Graecos” , og andre) i at oversætte de ikke rådføre sig med hinanden, de selv havde været lukket op i særskilte celler, enten enkeltvis eller i par, og deres oversættelser, når der sammenlignes blev fundet, at er helt enig i, både med hensyn til følelse og udtryk, der anvendes med den oprindelige tekst og med hinanden (Cohortatio ad Graecos, St. Irenæus, St. Clemens af Alexandria). St. Jerome afviste historien om cellerne som fabelagtig og usand (“Praef. i Pentateuchum”; “Adv. Rufinum”, II, II ;v). ligeledes den påståede inspiration fra Septuaginta., Endelig oversatte de tooghalvfjerds tolke, ikke kun de fem Mosebøger, men hele det hebraiske Gamle Testamente. Ægtheden af brevet, kaldet først af Louis vivss (1492-1540), professor ved Louvain (ad S. August. Civ. Dei ,viviii, ,lii), derefter af Jos. Scaliger (d. 1609), og især af H. Hody (d. 1705) og Dupin (d. 1719) er nu universelt nægtet.

kritik

(1) aristeas brev er bestemt apokryf., Den forfatter, der kalder sig Aristeas og siger, at han er en græsk og en hedensk, viser med hele sit værk, at han er en from, nidkær Jøde: han erkender, at Jødernes Gud som den eneste sande Gud; han erklærer, at Gud er forfatter af moseloven; han er en begejstret beundrer af Templet i Jerusalem, den Jødiske land og folk, og dets hellige love og lærde mænd.

(2) kontoen som angivet i brevet skal betragtes som fabelagtig og legendarisk, i det mindste i flere dele.,han officiel indgriben af konge og ypperstepræst, antallet af de halvfjerds-to oversættere, de halvfjerds-to spørgsmål, de var nødt til at svare, de halvfjerds-to dage, de tog for deres arbejde, er klart vilkårlige påstande; det er svært, desuden, til at indrømme, at de Alexandrinske Jøder, der er vedtaget for deres offentlige tilbede en oversættelse af Loven, lavet på foranledning af en hedensk konge; endelig den meget sprog af Septuaginta Version røber på steder, en temmelig ufuldkommen viden, både på hebraisk og topografi i Palæstina, og i højere grad svarer med den vulgære udtryk for Alexandria., Alligevel er det ikke sikkert, at alt indeholdt i brevet er legendarisk, og lærde spørger, om der ikke er et historisk fundament under de legendariske detaljer. Faktisk er det sandsynligt — som det fremgår af sprogets særegne karakter såvel som fra det, vi ved om versionens oprindelse og historie — at Pentateuken blev oversat i Ale .andria. Det forekommer også sandt, at det stammer fra tidspunktet for Ptolemæus Philadelphus, og derfor fra midten af det tredje århundrede f. kr. For hvis, som er almindeligt antaget, Aristeas brev blev skrevet omkring 200 F. kr.,, halvtreds år efter Philadelphus ‘ død og med henblik på at øge autoriteten i den græske version af loven, ville det være blevet accepteret så let og spredt udsendelse, hvis det havde været fiktivt, og hvis kompositionens tid ikke svarede til virkeligheden? Desuden er det muligt, at Ptolemæus havde noget at gøre med forberedelse eller udgivelse af oversættelsen, selvom hvordan og hvorfor ikke kan afgøres nu. Var det med det formål at berige sit bibliotek som Pseudo-Aristeas stater?, Dette er muligt, men er ikke bevist, mens vi, som det vil blive vist nedenfor, Meget godt kan redegøre for versionens Oprindelse uafhængigt af kongen.

(3) par detaljer, som i løbet af aldre er blevet tilføjet til Aristeas ‘ s konto kan ikke accepteres, sådan er historien om den celler (St. Jerome udtrykkeligt afviser denne); den inspiration, oversættere, en udtalelse, der helt sikkert er baseret på legenden om den celler; antallet af oversættere, halvfjerds-to (se nedenfor); den påstand, at alle de hebraiske bøger blev oversat på samme tid., Aristeas taler om oversættelsen af loven (nomos), lovgivningen (nomothesia), lovgiverens bøger; nu betyder disse udtryk især de to sidste bestemt Pentateuken, eksklusiv de andre bøger fra Det Gamle Testamente: og St. Jerome (kommentar. i Mich.) siger: “Josefus skriver, og Hebræerne fortæller os, at kun Moses’ fem bøger blev oversat af dem (tooghalvfjerds) og givet til kong Ptolemæus.,”Desuden adskiller versionerne af de forskellige bøger i Det Gamle Testamente sig så meget i ordforråd, stil, form og karakter, undertiden fri og undertiden ekstremt bogstavelig, at de ikke kunne være de samme oversætteres arbejde. Ikke desto mindre, på trods af disse forskelle er navnet på Septuaginta-versionen universelt givet til hele samlingen af Det Gamle Testamentes bøger i den græske bibel, der er vedtaget af den østlige kirke.,

Oprindelse i henhold til den almindeligt accepterede opfattelse,

med hensyn til Mosebøgerne følgende opfattelse synes plausibel, og er nu almindeligt accepteret i sin overordnede linjer: Jøderne i de sidste to århundreder B. C. var så talrige i Egypten, især i Alexandria, der på et bestemt tidspunkt, de er dannet af to femtedele af hele befolkningen. Lidt efter lidt ophørte de fleste af dem med at bruge og glemte endda det hebraiske sprog i stor del, og der var fare for, at de glemte loven., Følgelig blev det sædvanligt at fortolke på græsk Den lov, der blev læst i Synagogerne, og det var helt naturligt, at nogle mænd, der var nidkære for loven, efter en tid skulle have forpligtet sig til at udarbejde en græsk oversættelse af Pentateuken. Dette skete omkring midten af det tredje århundrede f. kr., Som til de andre hebraiske bøger — prophetical og historisk — det var naturligt, at de Alexandrinske Jøder, der gør brug af den oversatte Mosebøgerne i deres liturgiske genforeninger, bør lyst til at læse resten af bøgerne også og bør derfor gradvist har oversat dem alle i græsk, som var blevet deres mødres sprog; det ville være så meget mere sandsynligt, som deres kendskab til hebraisk var aftagende dagligt., Det er ikke muligt at afgøre præcist det præcise tidspunkt, eller de gange, hvor disse forskellige oversættelser er foretaget; men det er sikkert, at Loven, Profeterne, og i det mindste en del af de andre bøger, der er, hagiographies, eksisterede i den græske før år 130 B. C., som vises fra prologen af Ecclesiasticus, som ikke til dato er senere end år. Det er også vanskeligt at sige, hvor de forskellige oversættelser blev foretaget, dataene er så sparsomme., At dømme efter de egyptiske ord og udtryk, der forekommer i versionen, må de fleste af bøgerne være oversat i Egypten og sandsynligvis i Ale .andria; Esther blev dog oversat i Jerusalem (,i, i).

hvem var oversætterne og hvor mange? Er der noget grundlag for deres antal, halvfjerds eller tooghalvfjerds, som angivet i legendariske beretning (Brassac-Vigourou?, n. 105)? Det synes umuligt at afgøre med sikkerhed; Talmudisterne fortæller os, at Pentateuken blev oversat af fem tolke (Sopherim, c.i.)., Historien giver os ingen detaljer; men en gennemgang af teksten viser, at forfatterne generelt ikke var Palæstinensiske jøder kaldet til Egypten; og forskelle i terminologi, metode, etc. bevis klart, at oversætterne ikke var ens for de forskellige bøger. Det er også umuligt at sige, om det arbejde, der blev udført af myndighederne eller var det blot en privat virksomhed, som ser ud til at have været tilfældet med Ecclesiasticus; men de forskellige bøger, når oversatte blev snart sat sammen, forfatteren af Ecclesiasticus vidste, indsamling — og blev modtaget som embedsmand ved den græsk-talende Jøder.,

Efterfølgende historie

Recensions

Den græske version, der er kendt som Septuaginta, hilst velkommen af de Alexandrinske Jøder, spredes hurtigt over hele lande, hvor græsk var talt; det blev benyttet af forskellige forfattere, og fortrængt den oprindelige tekst i de liturgiske tjenester. Philo af Ale .andria brugte det i sine skrifter og så på oversætterne som inspirerede Profeter; det blev endelig modtaget selv af Jøderne i Palæstina, og blev især ansat af Josefus, Den Palæstinensiske jødiske historiker., Vi ved også, at forfatterne af Det Nye Testamente gjorde brug af det, låne fra det de fleste af deres Citater; det blev Det Gamle Testamente af kirken og blev så højt værdsat af de tidlige kristne, at flere forfattere og fædre erklærede det at være inspireret. De kristne benyttede sig af det konstant i deres kontroverser med Jøderne, som snart anerkendte dets ufuldkommenheder og til sidst afviste det til fordel for den hebraiske tekst eller mere bogstavelige oversættelser (a .uila, Theodotion).,

Kritiske rettelser af Origenes, Lucian, og Hesychius

På grund af sin udbredelse alene hellenizing Jøder og tidlige Kristne, kopier af Septuaginta blev multipliceret; og som det kunne forventes, mange ændringer, bevidst såvel som ufrivillige, sneget sig ind. Nødvendigheden af at genoprette teksten så vidt muligt til dens uberørte renhed føltes. Følgende er en kort redegørelse for de forsøgte korrektioner:

A., Origenes gengivet Septuaginta tekst i femte kolonne af sin Hexapla; mærkning med obeli de tekster, der fandt sted i Septuaginta uden at være i den oprindelige tilføje ifølge Theodotion ‘ s version, og at skelne med stjerner og metobeli teksterne i den originale, som ikke var i Septuaginta, vedtagelse fra varianter af den græske Version af de tekster, som var tættest på hebraisk; og endelig at omsætte tekst, hvor rækkefølgen af Septuaginta ikke stemte overens med den hebraiske for., Hans recension, kopieret af Pamphilus og Eusebius, kaldes hexaplar, at skelne det fra den tidligere version, der er ansat, og som kaldes den almindelige, vulgata, koiné, eller ante-hexaplar. Det blev vedtaget i Palæstina.

B. St. Lucien, præst for Antiokia og martyr, udgav i begyndelsen af det fjerde århundrede en udgave korrigeret i overensstemmelse med det hebraiske; dette bevarede navnet koine, vulgate edition, og kaldes undertiden Loukianos, efter dens forfatter. På St. Jerome ‘ s tid var det i brug i Konstantinopel og Antiokia. C., Endelig, Hesychius, en egyptisk biskop, udgivet omkring samme tid, en ny recension, ansat hovedsagelig i Egypten.

Manuskripter

De tre mest berømte håndskrifter af Septuaginta kendt er Vatikanet, “Codex Vaticanus” (fjerde århundrede); den Alexandrinske, “Codex Alexandrinus” (femte århundrede), som nu findes på British Museum, London; og som på Sinai, “Codex Sinaiticus” (fjerde århundrede), fundet ved Tischendorf i klostret St. Catherine, på Mount Sinai, i 1844 og 1849, nu del i Leipzig, og i del i St. Petersborg; de er alle skrevet i uncials.,

“Codex Vaticanus” er det reneste af de tre; det generelt giver flere gamle tekst, mens “Codex Alexandrinus” låner meget fra hexaplar tekst og ændres i overensstemmelse med den Massoretic tekst (“Codex Vaticanus” betegnes med bogstavet B, den “Codex Alexandrinus” af bogstavet A, og “Codex Sinaiticus” af det første bogstav i det hebraiske alfabet Aleph eller med S)., Den Bibliotheque Nationale i Paris har også en vigtig palimpsest manuskript af Septuaginta, den “Codex Ephraemi rescriptus” (betegnet ved bogstavet C), og to håndskrifter af mindre værdi (64 og 114), cursives, én, der tilhører den tiende eller ellevte århundrede, og den anden den trettende (Bacuez og Vigouroux, 12. udg., n. 109).

trykte udgaver

alle de trykte udgaver af Septuaginta er afledt af de tre recensions nævnt ovenfor.

• editio princeps er Complutensian eller Alcal.., Det var fra Origenes he .aplar tekst; printer i 1514-18, det blev ikke offentliggjort før det dukkede op i Polyglot af kardinal Cardinalimenes i 1520.
• Aldine udgave (påbegyndt af Aldus Manucius) udkom i Venedig i 1518. Teksten er renere end den Complutensiske udgave, og er tættere på Code.B. redaktøren siger, at han samlede gamle manuskripter, men specificerer dem ikke. Det er blevet genoptrykt flere gange.
• den vigtigste udgave er den romerske eller SI .tine, der gengiver “Code.Vaticanus” næsten udelukkende., Det blev offentliggjort under ledelse af Kardinal Caraffa, med hjælp af forskellige lærde, i 1586, af den myndighed, der af Sixtus V, for at hjælpe de revisorer, der var ved at forberede den latinske Vulgata udgave bestilt af Rådet for Trent., Det er blevet textus receptus af det græske Gamle Testamente, og har haft mange nye udgaver, sådan som Holmes og Pearsons (Oxford, 1798-1827), de syv udgaver af Tischendorf, der udkom i Leipzig mellem 1850 og 1887, og de sidste to, der blev udgivet efter forfatterens død og revideret af Nestle, de fire udgaver af Swete (Cambridge, 1887-95, 1901, 1909), osv.
• Grabe ‘ s udgave blev udgivet på Oxford, fra 1707 til 1720, og gengivet, men ufuldkomment, den “Codex Alexandrinus” af London. For delvise udgaver, se Vigourou”, ” Dict. de la Bible”, 1643 s Bible Bible.,

kritisk værdi og sprog

kritisk værdi

Septuagint-versionen adskiller sig ikke desto mindre væsentligt fra vores nuværende hebraiske tekst, mens den giver nøjagtigt form og stof den sande betydning af de hellige bøger. Disse uoverensstemmelser er imidlertid ikke af stor betydning og er kun fortolkningsspørgsmål., De kan således klassificeres: nogle resultat fra oversætterne har haft til deres rådighed hebraiske recensions afviger fra dem, der var kender til Massoretes; undertiden teksterne varierede, på andre teksterne var identiske, men de blev læst i anden rækkefølge.,rew de nu, og derefter oversat forskelligt fra Massoretes, fordi de har læst de tekster, der er anderledes; det var naturligt, for, hebraisk skrives i kantede figurer, og visse konsonanter er meget ens i form, var det let at forvirre dem en gang imellem og så give en fejlagtig oversættelse; desuden er, deres hebraiske tekst, der skrives uden mellemrum mellem de forskellige ord, de kunne nemt at lave en fejl i adskillelsen af ord; endelig, som den hebraiske tekst til deres rådighed, der er indeholdt ingen vokaler, de kan levere forskellige vokaler fra dem, der bruges senere af den Massoretes., Igen, vi må ikke tro, at vi har på nuværende tidspunkt den græske tekst nøjagtigt som det var skrevet af oversættere; de hyppige problemer i løbet af de første århundreder, samt rettelser og udgaver af Origenes, Lucian, og Hesychius nedsat renheden af teksten: frivilligt eller ufrivilligt den kopister gjort det muligt for mange tekstmæssige fordærv, gennemførelser, tilføjelser og udeladelser at krybe ind i den oprindelige tekst af Septuaginta. Især kan vi bemærke tilføjelsen af parallelle passager, forklarende noter eller dobbelt oversættelser forårsaget af marginale noter. På denne konsultere Dict., De La Bibel, kunst. pengetransportørerne., og S .ete, “en introduktion til Det Gamle Testamente på græsk”.

sprog

alle indrømmer, at Septuagint-versionen blev lavet på populær græsk, koine dialektos. Men er det Gamle Testamentes græske udtryk et særligt udtryk? Mange myndigheder hævder, at det er, selvom de er uenige om dens virkelige karakter. Den “Dict. de la Bible”, s.v. Grec biblique, hævder, at det var “den hebraicizing græsk talt fra det Jødiske samfund i Alexandria”, den populære græske Alexandria “med en meget stor blanding af Hebraicisms”. Den samme ordbog, S. V., Septante, nævner deissmanns nyere opfattelse af, at den græske Septuaginta kun er den almindelige sproglige græsk, datidens rene koine. Deissmann baserer sin teori om den perfekte lighed med det sprog, Septuaginta, og at af papyri og inskriptioner på samme alder; han mener, at den syntaktiske ejendommeligheder af Septuaginta, som ved første øjekast synes at favorisere teorien om et særligt sprog, en hebraicizing græsk, er tilstrækkeligt forklares ved, at Septuaginta er en græsk oversættelse af de hebraiske bøger.,